Nedskæringer i Det Kongelige Kapel
Overgreb på mennesker er chokerende, sådan som vi alle
sammen har erfaret det efter terrorangrebene i Paris. Overgreb på verdens
kulturarv i Palmira er også chokerende. De, som udfører disse overgreb,
betegnes i medierne som barbarer og fjender af vores vestlige civilisation. Med
når vores egne folkevalgte politikere udfører overgreb på Danmarks kulturarv
hedder det bare besparelser på finansloven. Chokerende. Skræmmende. Netop da
debatten efter nedskæringer i DR med DRUO er ved at forstumme, er vi vågnet op
til en endnu mere skræmmende nyhed: ud af 117 nuværende stillinger skal 21
skæres væk. Verdens ældste blandt de 10 af verdens bedste orkestre bliver
bombet til ukendelighed. For hvordan lyder Verdis opera med amputeret orkester
og kor og kulisser bygget på et tilfældigt autoværksted? Man kan ligeså godt
erstatte orkesteret med playback og lade et par sangere fra X-Faktor mime med
på en melodi fra Franz Lehars Den Glade Enke. For vi bliver alle sammen til
”enker” efter en uerstattelig kulturinstitution.
Hvor stor besparelse handler det om? Syv mio. kroner. Vi
lader det tal stå lidt. Det skal ses i sammenhængen for at blive rigtigt
forstået. Det årlige driftsbudget for det danske skattevæsens IT- systemer er
på over 500 mio. kr. Hvad vil en årlig besparelse på 7 mio. kroner betyde for
SKAT? Ingenting. Man tænker strategisk i Finansministeriet. Vi skal investere,
til at kunne tjene! Når man skal inddrive gæld til offentlige for mange
milliarder, så giver Finansministeriet SKAT lov til at investere flere hundrede
millioner kroner i et IT system til gældsinddrivelse. Når dette system bliver
skrottet, så mister Danmark både investeringen i IT systemet og de mange
milliarder, som ikke bliver inddrevet. Hvis Finansministeriet havde oprettet et
kontor for besparelser for fallerede IT investeringer, skulle de bruge ca. 7
mio. årligt på det. Er dette beløb godt givet ud? Hvis vi skal tilføje Det
Kongelige Kapel 10 mio. årligt for at dække 21 stillinger, er det så godt givet
ud? Ja, for vi investerer i Danmarks fremtid som verdens førende kulturland.
Da jeg kom til Danmark for 26 år siden, lærte jeg, at
Danmark er verdens bedste land. Så skulle kulturlivet vel også være verdens
bedste? Jeg var noget skeptisk. Jeg kom fra Moskva, en kæmpe metropol, hvor jeg
fra min barndom har lært, at russisk opera og ballet er verdens bedste. Men
hvordan kan det måles? Det er jo kunst, som det ikke er så nemt at måle med de
samme metoder, som bruges i videnskab. Det tog mig mange år at finde ud af, at
det vigtigste i skabelsen af kunst er det samme, som i videnskab: det handler
om at skabe verdens førende skole. Den skole, som blev skabt af Niels Bohr i
starten af det 19. århundrede, har placeret Danmark fast i førerpladsen inden
for naturvidenskab. Det Kongelige Kapels skole er 400 år gammel; den har tjent
Danmark til samme flotte resultat. Hvor meget er sådan en placering værd for
Danmark? Hvor nemt er det at miste denne placering? Hvor mange år vil det tage
for Det Kongelige Kapel at generobre denne placering?
Kan man overhovedet måle det uerstattelige kulturtab i
penge? For en besparelse på sølle 7 mio. om året mister Danmark sin
kulturskole, som ikke kan erstattes med X-Faktor eller med et offentligt kontor
til beskyttelse mod dårlige IT investeringer.
http://www.b.dk/kronikker/nedskaeringer-i-det-kongelige-kapel
(c) Berlingske Tidende