Weekendavisen uge 37

Vil I kende hemmeligheden bag dansk lykke? spørger den engelske forfatter Michael Booth, der har slået sig ned iblandt os og studeret vores liv.

Ekstremisterne

Af Michael Booth

SIDEN begyndelsen af 1970erne har I danskere ligget øverst på stort set alle lykke-indekser eller livskvalitetsundersøgelser, der er blevet offentliggjort. Som følge heraf er hele verden fascineret af jeres samfund, jeres livsstil og jeres grænseløse udvalg af økologisk dyrkede kornsorter. I mandags lå Danmark øverst på listen i The World Happiness Report fra Columbia University Earth Institute. I sidste måned var det bladet Monocle, der satte København øverst på listen over Bedste byer at bo i.

Jeg har efterhånden boet i Danmark i ti år med pauser indimellem, og jeg har jævnligt været gæst i landet i næsten femten år. Jeg skal gerne indrømme, at jeg til at begynde med ikke var begejstret ved tanken om at indvandre – jeg kan ikke lide lakrids, jeg hader marcipan, så livet var hårdt den første tid – men lidt efter lidt kom jeg modstræbende til at påskønne og senere også til at holde af mit adopterede fædreland. Det sidste par år har jeg fordybet mig i det danske lykkefænomen og i bredere forstand i det »nordiske mirakel«. Resultatet er blevet en bog.

Jeg har rejst vidt og bredt i landene og talt med mange forskellige slags mennesker – økonomer, politikere, forfattere og antropologer. Jeg har mødt en hindupræst og Bertel Haarder (dog ikke sammen), norske oliefondsdirektører og islandske elvereksperter, svenske fascister og julemanden. Jeg har aflagt besøg ved alle jeres vigtigste seværdigheder og pilgrimsmål, både religiøse og sekulære – fra Jelling og Roskilde Domkirke til Legoland og Tivoli. Jeg har besøgt både Den Rådne Banan (ikke så rådden endda, viste det sig, bare lidt tom) og whiskybæltet. Jeg har oven i købet været til Grøn Koncert i Næstved; det gør jeg ikke igen lige med det samme.

Selvfølgelig kiggede jeg også på faktorer som velfærdsstaten, den økonomiske lighed og velstandens omfordeling via beskatningen; jeg kiggede på hygge og jantelov, sommerhuskulturen og jeres herligt ’afslappede’ forhold til arbejde, og jeg indså, at alle disse faktorer spillede en rolle. (»Det er klart, at de er lykkelige,« siger jeg til udlændinge. »Det ville I også være, hvis I arbejdede lige så lidt som danskerne.«) Det har også stor betydning, at I tilsyneladende alle sammen kender hinanden.

I danskere har en formidabel evne til at fornægte. Jeg taler ikke om selvfornægtelse, som når man lader være med at spise wienerbrød eller sætter proppen i amaroneflasken efter kun ét glas. Det er I ærlig talt ikke gode til; danskere nægter sig kun få glæder eller laster. Nej, jeg taler om at vende det blinde øje til jeres fejl eller mangler, svagheder og skavanker. Netop ved at lære at ignorere ubehagelige sandheder har danskere besteget den globale lykkes højeste tinde.

Ved eksempelvis at lade, som om jeres verdensrekordhøje skatteprocenter og ubegribeligt høje leveomkostninger er helt normale og acceptable, kan I med sindsro gå en tur i Irma eller modtage et brev fra Skat og samtidig se bort fra det faktum, at jeres offentlige sektor sjældent er bedre, men snarere dårligere end i lande, hvor skatten kun er det halve af jeres. Ved at benægte jeres kolossale private gældsniveau – der også er det højeste i den vestlige verden – kan I betale for en vinterferie i Thailand med kreditkortet, selv om I stadig ikke har indfriet lånet til den anden carport. (Der er noget forfriskende ved, at I behandler bankernes penge med samme fandenivoldskhed, som de har behandlet vores med.) Når I bliver spurgt om jeres helbred, påstår I, at I er sundere end gennemsnittet, men kendsgerningen er, at I er det mindst sunde folkefærd i Europa og har en højere forekomst af cancer og en lavere forventet levetid end de andre nordiske lande. På positivsiden betyder fornægtelsen af Danmarks betydning på den globale skueplads, at Helle Thorning-Schmidt kan love at støtte bombningen af Syrien eller kritisere Kinas misligholdelse af menneskerettighederne, stort set uden at nogen løfter et øjenbryn.

Det mest nærliggende svar på spørgsmålet: »Er danskerne nu også så lykkelige, som det fremgår af undersøgelserne?« må være: »Definér lykke.« Hvis man ved lykke forstår rumba og cocktailparaplyer på hvide badestrande fra morgen til aften, tror jeg ikke rigtig på, at danskerne ville score særlig højt. Jeg har på fornemmelsen, at dansk lykke faktisk slet ikke er lykke, men noget langt mere værdifuldt og holdbart, nemlig tilfredshed, tilfredshed med livet, fordi alle grundlæggende behov bliver opfyldt, og de højere ikke spiller så stor en rolle.

Danskere har også et misundelsesværdigt ry for at være afslappede. Sproget har mange gloser, der formaner én til at tage det med ro: »Slap af«, »Rolig nu«, »Det er lige meget«, »Pyt med det« og så videre. Men sandheden er – og det er et meget slående paradoks – at danskere er ekstremister i  usædvanlig grad.

I opfatter nok ikke jer selv som ekstremister, men det er I nu alligevel. Det er grundigt dokumenteret, at I er lykke-ekstremister, men I er også velfærds-ekstremister, offentlig sektor-ekstremister, skatte-ekstremister, tillids-ekstremister, hygge-ekstremister samt ekstremister med hensyn til at undgå at arbejde. På alle disse områder er I verdensmestre – jeg vil faktisk vove den påstand, at det netop er ekstremisme, der har gjort Danmark til det land, det er i dag.

Man kan frygte, at denne form for ekstremisme kan blive jeres ulykke i fremtiden. Jeres arbejds-livs-ekstremisme er problematisk fra et økonomisk synspunkt. Offentlig sektor-ekstremismen er næppe heller bæredygtig på længere sigt. Selv hygge vil jeg sætte spørgsmålstegn ved: Behøver det virkelig at være så hyggeligt alt sammen hele tiden? Er hygge ikke bare endnu en måde at undgå de besværlige samtaler på?

Men for at sige det en gang til: I danskere fortjener at være verdensmestre i lykke, for I er et næsten perfekt folk. I er sexede, veluddannede, nemme at omgås. I er rige, underholdende og fordomsfri, og I har alle tiders lampeskærme.

Opgaven i fremtiden bliver at gøre noget ved jeres latente ekstremistiske tilbøjeligheder, hvordan de så end kommer til udtryk.

Oversat af Claus Bech