Weekendavisen uge
37
Vil I kende
hemmeligheden bag dansk lykke? spørger den engelske forfatter Michael Booth,
der har slået sig ned iblandt os og studeret vores liv.
Ekstremisterne
Af Michael Booth
SIDEN begyndelsen
af 1970erne har I danskere ligget øverst på stort set alle lykke-indekser eller
livskvalitetsundersøgelser, der er blevet offentliggjort. Som følge heraf er
hele verden fascineret af jeres samfund, jeres livsstil og jeres grænseløse
udvalg af økologisk dyrkede kornsorter. I mandags lå Danmark øverst på listen i
The World Happiness Report fra Columbia University Earth Institute. I sidste
måned var det bladet Monocle, der satte København øverst på listen over Bedste byer
at bo i.
Jeg har
efterhånden boet i Danmark i ti år med pauser indimellem, og jeg har jævnligt
været gæst i landet i næsten femten år. Jeg skal gerne indrømme, at jeg til at
begynde med ikke var begejstret ved tanken om at indvandre – jeg kan ikke lide
lakrids, jeg hader marcipan, så livet var hårdt den første tid – men lidt efter
lidt kom jeg modstræbende til at påskønne og senere også til at holde af mit
adopterede fædreland. Det sidste par år har jeg fordybet mig i det danske
lykkefænomen og i bredere forstand i det »nordiske mirakel«. Resultatet er blevet
en bog.
Jeg har rejst
vidt og bredt i landene og talt med mange forskellige slags mennesker –
økonomer, politikere, forfattere og antropologer. Jeg har mødt en hindupræst og
Bertel Haarder (dog ikke sammen), norske oliefondsdirektører og islandske elvereksperter,
svenske fascister og julemanden. Jeg har aflagt besøg ved alle jeres vigtigste seværdigheder
og pilgrimsmål, både religiøse og sekulære – fra Jelling og Roskilde Domkirke
til Legoland og Tivoli. Jeg har besøgt både Den Rådne Banan (ikke så rådden
endda, viste det sig, bare lidt tom) og whiskybæltet. Jeg har oven i købet
været til Grøn Koncert i Næstved; det gør jeg ikke igen lige med det samme.
Selvfølgelig
kiggede jeg også på faktorer som velfærdsstaten, den økonomiske lighed og velstandens
omfordeling via beskatningen; jeg kiggede på hygge og jantelov,
sommerhuskulturen og jeres herligt ’afslappede’ forhold til arbejde, og jeg
indså, at alle disse faktorer spillede en rolle. (»Det er klart, at de er
lykkelige,« siger jeg til udlændinge. »Det ville I også være, hvis I arbejdede
lige så lidt som danskerne.«) Det har også stor betydning, at I tilsyneladende
alle sammen kender hinanden.
I danskere har en
formidabel evne til at fornægte. Jeg taler ikke om selvfornægtelse, som når man
lader være med at spise wienerbrød eller sætter proppen i amaroneflasken efter
kun ét glas. Det er I ærlig talt ikke gode til; danskere nægter sig kun få
glæder eller laster. Nej, jeg taler om at vende det blinde øje til jeres fejl eller
mangler, svagheder og skavanker. Netop ved at lære at ignorere ubehagelige
sandheder har danskere besteget den globale lykkes højeste tinde.
Ved eksempelvis
at lade, som om jeres verdensrekordhøje skatteprocenter og ubegribeligt høje leveomkostninger
er helt normale og acceptable, kan I med sindsro gå en tur i Irma eller modtage
et brev fra Skat og samtidig se bort fra det faktum, at jeres offentlige sektor
sjældent er bedre, men snarere dårligere end i lande, hvor skatten kun er det
halve af jeres. Ved at benægte jeres kolossale private gældsniveau – der også
er det højeste i den vestlige verden – kan I betale for en vinterferie i
Thailand med kreditkortet, selv om I stadig ikke har indfriet lånet til den
anden carport. (Der er noget forfriskende ved, at I behandler bankernes penge
med samme fandenivoldskhed, som de har behandlet vores med.) Når I bliver
spurgt om jeres helbred, påstår I, at I er sundere end gennemsnittet, men
kendsgerningen er, at I er det mindst sunde folkefærd i Europa og har en højere
forekomst af cancer og en lavere forventet levetid end de andre nordiske lande.
På positivsiden betyder fornægtelsen af Danmarks betydning på den globale
skueplads, at Helle Thorning-Schmidt kan love at støtte bombningen af Syrien
eller kritisere Kinas misligholdelse af menneskerettighederne, stort set uden
at nogen løfter et øjenbryn.
Det mest
nærliggende svar på spørgsmålet: »Er danskerne nu også så lykkelige, som det
fremgår af undersøgelserne?« må være: »Definér lykke.« Hvis man ved lykke
forstår rumba og cocktailparaplyer på hvide badestrande fra morgen til aften,
tror jeg ikke rigtig på, at danskerne ville score særlig højt. Jeg har på
fornemmelsen, at dansk lykke faktisk slet ikke er lykke, men noget langt mere
værdifuldt og holdbart, nemlig tilfredshed, tilfredshed med livet, fordi alle grundlæggende
behov bliver opfyldt, og de højere ikke spiller så stor en rolle.
Danskere har også
et misundelsesværdigt ry for at være afslappede. Sproget har mange gloser, der
formaner én til at tage det med ro: »Slap af«, »Rolig nu«, »Det er lige meget«,
»Pyt med det« og så videre. Men sandheden er – og det er et meget slående
paradoks – at danskere er ekstremister i usædvanlig grad.
I opfatter nok ikke
jer selv som ekstremister, men det er I nu alligevel. Det er grundigt dokumenteret,
at I er lykke-ekstremister, men I er også velfærds-ekstremister, offentlig sektor-ekstremister,
skatte-ekstremister, tillids-ekstremister, hygge-ekstremister samt ekstremister
med hensyn til at undgå at arbejde. På alle disse områder er I verdensmestre –
jeg vil faktisk vove den påstand, at det netop er ekstremisme, der har gjort
Danmark til det land, det er i dag.
Man kan frygte,
at denne form for ekstremisme kan blive jeres ulykke i fremtiden. Jeres arbejds-livs-ekstremisme
er problematisk fra et økonomisk synspunkt. Offentlig sektor-ekstremismen er
næppe heller bæredygtig på længere sigt. Selv hygge vil jeg sætte
spørgsmålstegn ved: Behøver det virkelig at være så hyggeligt alt sammen hele
tiden? Er hygge ikke bare endnu en måde at undgå de besværlige samtaler på?
Men for at sige
det en gang til: I danskere fortjener at være verdensmestre i lykke, for I er
et næsten perfekt folk. I er sexede, veluddannede, nemme at omgås. I er rige,
underholdende og fordomsfri, og I har alle tiders lampeskærme.
Opgaven i
fremtiden bliver at gøre noget ved jeres latente ekstremistiske
tilbøjeligheder, hvordan de så end kommer til udtryk.
Oversat af Claus Bech
