Grænsedragning

af Kathrine Tschemerinsky (Weekendavisen Nr. 15, 13. april 2018) Grænsedragning. Over en periode på to år fulgte Erika Fatland Ruslands grænse fra Nordkorea til Nordnorge. Det er der kommet en fremragende rejseskildring ud. »Jorden er opdaget. Dette Afsnit af Menneskehedens Forskningsarbejde i det Store kan efter Polernes Indregistrering paa Kortet betragtes som afsluttet.« Citatet stammer fra Introduktion til vor Tidsalder, som udkom i 1915 og var den danske forfatter Johannes V. Jensens »Forsøg på i Form af en Rejse at følge det Moderne«. Men selvom verdenskortets hvide pletter for længst er erstattet med landenavne og grænsedragninger, er norske Erika Fatlands nyoversatte mammutværk, Grænsen , et godt bevis på, at der fortsat er meget at opdage for den, som begiver sig ud i verden – såvel som for dem, der læser den skildring, som bliver til på baggrund af en sådan rejse. Erika Fatland er uddannet socialantropolog og fattede allerede i løbet af sin studietid interesse for Rusland. I 2011 udkom reportagebogen Englebyen , som er baseret på hendes feltarbejde i byen Beslan i den russiske delrepublik Nordossetien, hvor en gruppe tjetjenske terrorister i 2004 angreb en skole og tog mere end 1300 skolebørn og voksne som gidsler. I forbindelse med befrielsen omkom 331 civile, heriblandt 186 børn, og over 700 blev såret, og bogen er en undersøgelse af begivenhedens eftervirkninger for det lille bysamfund. I 2014 udkom rejseskildringen Sovjetistan , der beskriver Fatlands rejse rundt i fem tidligere sovjetrepublikker: Kirgisistan, Kasakhstan, Turkmenistan, Tadsjikistan og Usbekistan. Denne bog sikrede hende den norske fagbogpris Boghandelens sagprosapris, men Grænsen er hendes hidtil mest ambitiøse værk, og som omtalt i Bøger 23/3 er den for nylig blevet longlistet som et af de 30 bedste faglitterære værker udgivet i Skandinavien siden årtusindeskiftet. I forbindelse med Norsk Litteraturfestival i Lillehammer 29. maj-3. juni afsløres det, om den også er at finde blandt de på den endelige liste over de ti vægtigste værker. »At krydse en grænse er noget af det mest fascinerende, der findes. Geografisk er bevægelsen minimal, nærmest mikroskopisk. Du bevæger dig kun nogle få meter, men befinder dig så i et andet univers. Enkelte gange er absolut alt anderledes, fra alfabetet og valutaen til ansigterne, farverne, smagene, de årstal, der betyder noget, og de navne, der får folk til at nikke anerkendende.« Ruslands grænse er med sine 60.932 kilometer verdens længste, og i begyndelsen af Grænsen beskriver Fatland, hvordan det var en drøm, hvori hun vandrede på et stort landkort langs Ruslands grænse, der gav hende idéen til rejsen, som samlet set tog 254 dage spredt over to år og undervejs førte hende gennem 14 lande og tre udbryderrepublikker ved hjælp af »nordkoreansk indenrigsfly, kinesisk lyntog, kasakhstansk bumletog, bus, minibus, hest, taxi, fragtbåd, kajak og egne fødder«. Hendes håb var at forstå, hvordan det er at have verdens største land som nabo, for ifølge Fredrik Barth, som Fatland et sted omtaler som »den norske socialantropologis fader«, er det nemlig på grænsen og i mødet med det fremmede, at identitet og kulturforskelle bliver til. Men Grænsen er også et litterært værk, der bliver til i mødet mellem tre forskellige slags skrift, som Fatland har formået at sætte sammen med stor dygtighed. I centrum er beskrivelsen af hendes rejse gennem Nordøstpassagen, Nordkorea, Kina, Mongoliet, Kasakhstan, Aserbajdsjan, Nagorno-Karabakh, Georgien, Abkhasien, Ukraine, Folkerepublikken Donetsk, Hviderusland, Litauen, Polen, Letland, Estland, Finland og til sidst Norge. Men Fatland, som må siges at være en både ambitiøs og modig forfatter – såvel som rejsende – vil mere end blot formidle, hvad hun oplevede på sin vej; hun vil også udfolde de forskellige områders forskellige virkeligheder. Rejseskildringerne suppleres derfor undervejs med en detaljeret historieskrivning, der blandt andet introducerer læseren til Juche, som er Nordkoreas statsideologi, Aiguntraktaten mellem Rusland og Kina, Astanas futuristiske arkitektur – herunder den kasakhstanske hovedstads mange indkøbscentre, en kort historie om verdens højeste flagstænger (den næsthøjeste finder man i Aserbajdsjan; den højeste finder man i Saudi-Arabien), den finske officer og statsmand Gustaf Mannerheims biografi, samt regulativet for de 358 grænsepæle, der er placeret langs den norsk-russiske grænse. Fatland, som tydeligvis er inspireret af den hviderussiske nobelpristager Svetlana Aleksijevitj, har imidlertid også blik for, hvordan individuelle skæbnefortællinger er en måde at nærme sig Historien på, og i nogle af bogens mest rørende passager lader hun dem, hun møder undervejs, fortælle deres historie. I Mongoliet gælder det Khalzan, »den berømte shaman på vesttajgaen«, som var otte år gammel, da en gruppe russiske soldater dukkede op og brændte familiens shaman-udstyr og satte hans morfar i fængsel. For, som Khalzan bemærker, »alle skulle være lige i sovjettiden, ingen skulle være hævet over andre. Ingen skulle være shamaner«. I Zmejovka (også kendt som Gammelsvenskby) i Ukraine møder hun den næsten 80-årige Maria, der taler et svensk som det, »der blev talt i slutningen af 1700-tallet blandt svenskerne på den estiske ø Dagö iblandet ukrainsk udtale og diverse russiske og ukrainske gloser«. Maria er nemlig en af godt 200 efterkommere af Dagö-svenskerne, som Katarina den Store i 1781 flyttede til det »Nye Rusland«, som man kaldte de nyligt erobrede områder ved Krim. Og over det tungt bevogtede grænsehegn, som adskiller Georgien og udbryderrepublikken Sydossetien, taler hun med Dato Vanisjvili, som blev født i landsbyen Khurvaleti. »Jeg har boet i Georgien hele mit liv, og nu bor jeg pludselig i Sydossetien! Vores naboer er rejst alle sammen, men jeg har ikke noget sted at tage hen. Vores datter bor i en landsby lige i nærheden, på den georgiske side. Hun kommer tit på besøg. Så står hun på den anden side af hegnet og græder. Hun er så ked af, at hun ikke kan komme til at se sin mor, der sidder fanget inde i huset.« Når man læser Fatlands bog, indser man, at et underligt vilkår kendetegner grænselandet: På den ene side er grænser en konkret og fysisk ting, som strukturerer vores verden gennem adskillelse – og ofte med voldsomme konsekvenser for menneskers skæbne. På den anden side er grænser også kendetegnet ved deres impermanens – ingen grænse er fikseret til evig tid – og netop den tematik vender Fatland tilbage til gennem hele bogen, som for eksempel her, hvor hun besøger Karakorum, det mongolske imperiums hedengangne hovedstad: »Alt er forgængeligt, også imperier. Alliancer ændrer sig. Gud skifter side, nye herrefolk kommer til, ydergrænserne forvitrer, og indre splid flår imperierne op indefra. I 1388 angreb kinesiske Mingstyrker under general Xu Da Karakorum og lagde byen i ruiner. Kun nogle stenskulpturer udformet som skildpadder har overlevet til vores tid. I dag græsser der køer og geder på de bølgende sletter, som en stakket stund husede verdens hovedstad.« Denne betragtning, at grænser er der, til de forsvinder eller rykker sig, er tankevækkende netop nu, hvor interessen for at kortlægge og drage grænser i territorier og mellem befolkningsgrupper synes stor. Verdens grænser kunne (og kommer til at) løbe anderledes på kortet, og det er måske værd at have i tankerne i mødet med enhver, vi betragter som Den anden. Mod slutningen af Grænsen bemærker Fatland, at hun har svært ved at se, hvordan Rusland, med sine næsten 200 etniske grupper og nationaliteter og sine 17 millioner kvadratkilometer, vil kunne fortsætte med at eksistere som et sammenhængende hele. Lige i dette tilfælde virker det dog, som om konklusionen er mere drevet af Fatlands idé end af realiteten, som hendes bog beskriver, og som i hvert fald ikke efterlod denne læser med en fornemmelse af, at Rusland befinder sig på randen af et sammenbrud. Med det sagt er Fatlands rejseskildring en nysgerrig opdagelseseksplosion og et imponerende bidrag til den norske, eller skandinaviske, faglitteratur – alt efter, hvor man sætter grænsen.